unnamed

Prevention in kindergartens

Le rôle de la psychomotricité dans les structures d’accueil de la petite enfance de la Ville de Genève

L’étude Suzanne Stofer

Madame Suzanne Stofer, sociologue au Service de la petite enfance de la Ville de Genève, a mené une étude sur le rôle des thérapeutes en psychomotricité engagés dans les structures d’accueil de la petite enfance subventionnées par la Ville de Genève. Pour le Bulletin, elle répond à quatre questions en reprenant brièvement les résultats clés de l’étude, résultats qui montrent la pertinence de la psychomotricité dans ce contexte, ainsi que ses apports spécifiques. Son article «Le rôle de la psychomotricité dans les structures d’accueil de la petite enfance» paru dans le livre «La prévention en psychomotricité» et publié sous la direction d’A.-F. Wittgenstein Mani et J. Bourquin, traitent de ces éléments plus en détail.

Relationerne er ekstremt vigtige

For nogle vil aktiviteterne være lige i øjet, for andre er det fuldstændig uden mening. Det skal man regne med, at man får at vide uden filter. Der kan sagtens være en, der siger, at ’det der møg, gider jeg ikke’.

Det skal der være plads til. Måske kan man aflede vedkommende, så hun alligevel får lyst til at deltage. Måske skal man give plads til, at hun kan trække sig helt. Det allervigtigste er, at hun skal ud af situationen med skindet på næsen, det må ikke blive et nederlag. Det er meget vigtigt, at der er plads til de følelsesmæssige udsving.

I den slags situationer er jeg særligt glad for min psykomotoriske faglighed. Vi er uddannet til også at reagere på det nonverbale sprog, og samtidig er alt, hvad vi laver, gennemsyret af relationsarbejde.

Hvis ikke vi har stærke relationer til de her mennesker, og hvis ikke vi er med til at facilitere, at de havde stærke relationer til hinanden, så kan vi slet ikke opnå det, vi gerne vil – nemlig at hjælpe den enkelte til at få det så godt som muligt i en svær livssituation.

Vi oplever generelt, at borgere, der begynder hos os, bliver gladere og får mere initiativ, og det er også det, vi hører fra deres pårørende. Jeg synes tit, mit arbejde er et luksusarbejde, for det er aktiviteter med så meget mening i stort set hele tiden.

Man skal opleve, at man stadig er et interessant og sjovt og spændende menneske, selv om man er begrænset af en sygdom.

Vi arbejder både fysisk og kognitivt

Der er desværre inden behandling, der kan stoppe demenssygdomme som Alzheimers, men der er solid evidens for, at netop træning og kognitiv stimulationsterapi kan være med til at forhale sygdommene.

Min baggrund som psykomotorisk terapeut giver rigtig god mening i mit job, fordi jeg både skal mestre den fysiske træning og den kognitive stimulationsterapi, der kræver nogle helt andre egenskaber.

Det lægger sig fint op ad at vi som psykomotoriske terapeuter både er uddannet til at arbejde med kroppens fysiologi, den menneskelige psyke og sammenhængen mellem de to.

Aktiviteterne er i det hele taget meget forskellige. Det kan være at dufte til noget, der minder om gamle dage, noget særlig mad, ferie eller noget helt tredje. Det kan også være en cykeltur, det kan være forskellige øvelser, og så snakker vi rigtig meget om deres liv. Både det der er, og det, der var.

Comments are closed.